
Prost Birgitte Krøyer starter gudstjenesten og byder velkommen til Sigrid. Derefter er det Sigrid der har gudstjenesten. Efter gudstjenesten er alle velkomne i Menighedshuset til frokost, med mulighed for at hilse på Sigrid. Kom og byd Sigrid velkommen til Struer!
Sigrid Wilbrandt Kjær starter 1. februar og vi glæder os meget! Hun præsenterer sig her:
Jeg hedder Sigrid Kjær, er 52 år og er fra d. 1-2 ny præst ved Struer kirke, hvor jeg ved siden af det almindelige sognepræstearbejde skal være præst for børnene og de unge. Som præst holder jeg utrolig meget af at dele livets vigtige spørgsmål med mennesker i alle aldre og livssituationer. Det kan være i kirken når vi holder gudstjenester, når jeg underviser eller når vi sidder i fortrolighed over en kop kaffe.
Mit første embede var i Værløse sogn, derefter var jeg en kortere periode på Østerbro i København, men jeg fandt hurtigt ud af, at selvom jeg er født og opvokset på Sjælland, så er jeg jyde af hjertet. Min mand og mine tre døtre var heldigvis med på at følge mig til Thy, hvor jeg nu i ti år har været præst i tre små landsogne ved Limfjorden, og hvor min mand har en lægeklinik. Den jyske mentalitet, vestenvinden og den jyske lune passer mig godt, og jeg glæder mig derfor over at kunne blive her i landet mellem hav og fjord.
Når jeg søger til Struer, er det for at blive en del af et større kirkefællesskab med kollegaer af mange slags og med mange muligheder. Jeg har altid brændt for at være kirke for børnene, det er sjovt og livgivende. Det bekymrer mig at mange unge i dag har det svært, derfor er det virkelig hjerteblod for mig at få mulighed for at være præst for de unge, og jeg ser frem til også at udfylde den del af embedet. I syv år har jeg været sygehuspræst, og jeg ved ikke noget bedre end en fortrolig samtale der kan skabe håb i en svær situation. Desuden har jeg altid holdt meget af musik og sang noget jeg også bruger meget i min præstegerning og i mine gudstjenester.
Jeg glæder mig til at møde jer alle sammen og blive en del af menigheden ved Struer kirke.