Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Koncert med Herning Korforening og Vibykoret

MAJ
14

Koncert med Herning Korforening og Vibykoret


Dato Søndag d. 14. maj 2023, Kl. 15:00 til kl. 16:30
Sted Struer Kirke, Kirkegade 42, 7600 Struer
Koncert med Herning Korforening og Vibykoret

Om programmet:

”Det hele lyder ens!” Barokmusik var et universalsprog, der taltes i Europa i første halvdel af 1700-tallet. I det store hele trak tidens komponister på en forbløffende lille mængde satsforme og -teknikker, som de udfyldte og anvendte efter bedste beskub. Det kan for nutidens menneske virke stærkt hæmmende for den kunstneriske udfoldelse, men når man lytter til barokmusik, opdager man, hvor vældet af originalitet ligger: i den dygtigt førte melodilinje for en sanger eller obo; i den fængende udformning og sammenkobling af to eller flere stemmer; eller i den rette dosering af kor og orkester i en sats. Brugen af faste satsopbygninger, nogenlunde forudsigelige modulationer og masser af 16-dele var en del af den egentligt ret begrænsede palet, komponisterne havde til rådighed. Men netop i begrænsningen lå den kunstneriske frihed. Déri finder man komponisternes virkelige sans for tonekunst og derfor udbryder folk ”Det hele lyder ens!”. Velkommen til barokkoncert.

 

”Der Herr denket an uns”, Johann Sebastian Bach

I løbet af koncerten rejser vi gennem en akse fra Italien i syd til Sverige i nord. Vi begynder i Tyskland med Johanns Sebastian Bachs kantate ”Der Herr denket an uns”. Den er blevet til i forbindelse med en god vens sølvbryllup. Bachs ven var præst og det viser sig i Bachs valg af tekst til kantaten, hvor man i første korsats hører koret synge ”… er segnet das Haus Aron.” Arons hus eller slægt er et gammeltestamentligt udtryk for præsteskabet, da Aron, Moses bror, er den første præst. Kantaten hører til blandt Bachs tidlige. Der er ingen recitativer og i musikken klinger inspiration fra Italien. Særligt i korsatserne hører man, hvordan han spiller sine forhåndenværende klangmuligheder ud imod hinanden: Først synger kun to stemmer, så hele koret OG orkestret. Så høres hele koret og orkestret. Efterfølgende kun orkestret. Så kommer korets stemmer drypvis ind, lidt efter orkestrets på samme måde. Slutteligt synger og spiller både kor og orkester og således hører man Bachs musikalske udsyn allerede tidligt i hans karriere.

 

”Triosonate i g-moll”, Johann Helmich Roman

Triosonaten af Johann Helmich Roman er instrumentalmusik til begavet tidsfordriv og kvalificeret hygge. Meget af kammermusikken fra barokken fungerede som baggrundsmusik eller som munter afslapning for de, der spillede. Folk fra hoffet og andre høje samfundslag spillede ofte et eller flere instrumenter, så de kunne samles om en sonate efter frokosten eller inden portvinen. Johann Helmich Roman står centralt i den svenske barokmusik, fordi han lagde hoveddelen af sit musikalske virke i Sverige. Triosonaten i g-moll består af fire satser, hvori han får vist, han også begreb om, hvad der er comme il faut i det internationale musiksprog.

 

”Gloria”, Antonio Vivaldi

Teksten til Antonio Vivaldis ”Gloria” er fra den katolske messe. ”Ære være Gud i det høje” synger koret i værkets første sats, der er pompøs og festlig. I de efterfølgende satser tolker han messeteksten i et stort opbud af satstyper, akkompagnementsform og kombinationer af stemmer. I ”Gloria” viser Vivaldi omfanget af barokkomponistens palet. Vi får det hele at gøre: Festlig trampebas med hvirvlende sekstendedele over; kryptisk og snirklet harmonik, letklingende og højstemte duetter; en vuggende arie i siciliano-stil; vekslen mellem solo og kor i samme sats; i slutsatsen en flot og stort anlagt dobbeltfuga, der sætter punktum for hele det musikalske festfyrværkeriet.

 

Medvirkende:

Charlotte Duholm, sopran

Anne Henriksen, mezzo

 

Todd Cadieux, violin

Henrik Husum, obo

Annemette Juul Pedersen, Fagot

Benjamin Davis Maack, cembalo

Jesper Thimsen, cembalo (Herning kirke)

 

Herning Korforening

Vibykoret

 

Under ledelse af:

Søren Fogt Bormann.

Om korene:

Herning Korforening:

Herning Korforening er Hernings ældste klassiske kor, og dets rødder går helt tilbage til starten af det 20. århundrede, da valgmenighedspræst Enevold Terkelsen sagde ja til dirigenthvervet for en sangforening tilknyttet Herning Højskolehjem.

Sammen med et lille fast orkester blev højskolehjemmets Sang- og Musikforening grundlagt. I 1925 lægger Enevold Terkelsen dirigentstokken, og fra 1925-33 overtager daværende organist ved Herning Kirke Cort Cortsen ledelsen af kor og orkester.

I 1941 får koret sit nuværende navn: Herning Korforening. Om prøverne og sangrepertoiret under krigen vides meget lidt, men koret overlevede krigens år ved at prøverne foregik i sangernes private hjem.

Fra 1949-65 prøver fem unge entusiastiske lærere fra Herning Gymnasium kræfter med dirigentposten, men i perioden er der et stort frafald af kormedlemmer og i 1965 består koret kun af et 3-stemmigt damekor.

I 1965 overtager daværende musiklærer på Herning Seminarium Jens Kragsig Thomsen det skrantende kor, og han står i spidsen for Herning Korforening i 42 år. Under ham bliver koret udvidet med unge sangere fra seminariet, og der synges alt, hvad der findes af klassisk musik fra det 15. – 20. århundrede. I 2007 stopper som Jens Kragsig Thomsen som dirigent, og en æra er forbi.

Om Vibykoret:

Vibykoret blev stiftet i 1907 under navnet Viby Sangforening. De første par år var det et mandskor med 16-17 sangere, men allerede fra 1910 blev det til et blandet kor, og det betød straks medlemsfremgang.

 Trods skiftende dirigenter tegner der sig en klar linie i korets repertoirevalg: Danske og nordiske sange samt mindre og større klassiske korværker. En række korværker er opført sammen med Århus Symfoniorkester og Århus Amatørsymfoniorkester.

Gennem medlemskab i sammenslutningen af danske amatørkor  - Kor 72 - har mange af korets medlemmer deltaget i kurser og stævner i de nordiske lande.