Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Releasekoncert: Anna Lystbæk m/ Rune Kjeldsen + lokale kor

SEP
16

Releasekoncert: Anna Lystbæk m/ Rune Kjeldsen + lokale kor


Dato Torsdag d. 16. september 2021, Kl. 19:30 til kl. 20:30
Sted Struer Kirke, Kirkegade 42, 7600 Struer
Releasekoncert: Anna Lystbæk m/ Rune Kjeldsen + lokale kor

Endelig er restriktionerne ophævet og Anna Lystbæk & Struer Kirke byder indenfor til releasekoncert. Som en helt særlig feature denne aften deltager de tre lokale kor: Good Vibrations, Side by Side og Struer Kirkekor.

Vestjyske, Anna Lystbæk, har vist sig som en mange-facetteret sanger, pianist og sangskriver, der har en bred vifte af koncerter bag sig. Både som akkompagnatør og med egne projekter.

I 2018 udgav hun det stemningsmættede debutalbum 'Myth House', og i september 2021 tager hun på turné med opfølgeren 'Room for Love'. Med sig har hun guitaristen Rune Kjeldsen (Steen Jørgensen, The Savage Rose, Carl Emil Petersen), som også har været medproducer på albummet, der er indspillet under corona på tværs af landet fra hver deres hjemmestudie.

Når man lytter til Annas musik, er det de brede klange, de stærke og sarte toner, den varme og modne vokal og en legende tilgang til musikken, man hører.

Lyden er atmosfærisk og trækker tråde tilbage til folkmusikken, jazz, afro og blues, men med en lyrisk og nordisk tone. Den spænder mellem det let tilgængelige og det mere eksperimenterende udtryk. Det mørke og det lyse. Det triste og det smukke.

Koncerten vil bygge på de to albums 'Myth House' og 'Room for Love' – med Annas nærværende vokal i front, hendes fantasifulde touch på tangenterne samt Runes sublime guitarspil. Tilsat smukke harmonier fra de tre lokale kor.

Sagt om Anna:

”En stemme lige så dyb i nuancer som det hav hun synger om.”

– KarriereKanonen

"Man kan mærke sårbarheden og kærligheden fra første tone og hele vejen gennem de 10 sange, som alle byder indenfor med flotte og medrivende melodier, der med glød, glæde og gudesmukke toner giver styrke og tid til eftertænksomhed."

- Spil Dansk Musik

Streaming: https://annalystbaek.lnk.to/RoomforLove-Album

Koncerten er støttet af Struer Musiksamråd